Selvom spørgsmålet "Hvad skal der ske med Nørrebro?" måske virker en smule absurd, er det ikke desto mindre et væsentligt ét at stille sig. Bare for princippets skyld. For det er jo ikke fordi nogen enkelt borger eller gruppe af borgere reelt set har magt til at beslutte 'hvad der skal ske', men fordi rydningen og rivningen af Ungdomshuset på en eller anden måde handler om mere end overmalede mursten, er det absolut ikke spildt arbejde at give spørgsmålet et par tanker.
Som med så mange andre goder, forpligter også rummelighed og mangfoldighed dem der deler dem. Som børnefamilie synes man det er helt fantastisk, at underboen er så tolerant over for podernes skubben trækasser henover gulvet tidligt søndag morgen - men på den anden side... Det manglede jo også bare, med alle de fester han holder i hverdagsaftenerne, ikke? Det er på den ene side betingelserne for at bo i en levende bydel og påden anden side, ganske simpelt, noget for noget.
Og således også Ungdomshuset og dets skæbne, der har en del tilfælles med eksemplet ovenfor. Skal man stille situationen lidt på spidsen, kan man sige at Ungdomshusets brugere i mange år har haft meget sjov med at skubbe trækasser henover andres gulve tidligt søndag morgen. Men det er mange år siden, at de helt klart meldte ud, at de ikke var interesserede i det mindste, der kunne ligne høj musik efter kl. 22 på en højhellig onsdag. Eller sagt med andre ord: Ungdomshusets brugere har altid nydt godt af Nørrebro-borgernes rummelighed, men formåede ikke at leve op til forpligtelserne, da det gjaldt. Eller sagt på en anden måde, så har brugerne af Ungdomshuset indtil nu kun været ivrige efter at indgå en 'aftale' med resten af Nørrebro om 'noget for intet'.
Der er ikke tvivl om, at et anseeligt antal borgere på (og uden for) Nørrebro stadig begræder tabet af Ungdomshuset. Men det er næppe heller langt fra sandheden, at alle de andre, der måske endda har set frem til rydningen med længsel, føler at bydelen er en anden end den var før. Al foragt og alle frustrationer uagtet, så har selve Ungdomshusets eksistens været en central del af Nørrebro-beboernes selvopfattelse: Nørrebro var (er?) Københavns mest rummelige og heterogene bydel. Tabet af Ungdomshuset har således, på godt og ondt, skabt et tomrum i Nørrebros identitet.
Så pointen i hele denne Øvelse "Hvad nu?" er vel, at vi er ved at vænne os til, at mangfoldighed, forpligter. Ikke kun dem, der skal tolere
re, men i høj grad også dem, der skal tolere
res. Alternativet, at hensynet til fællesskabet er længere nede på listen end hensynet til et lille mindretal, giver ikke mangfoldighed - og det er heller ikke det samme som rummelighed, tværtimod.
Debatten om Nørrebro post Ungdomshuset er nødt til at fortsætte ad et frugtbart spor, og derfor må vi vælge et nyt. Men hvilket?
Personligt mener jeg, at det, der skal diskutteres herfra, handler om rimelige hensyn til et mangfoldigt
fællesskab og derfor hvilke krav, det er rimeligt at stille til alle de mindre grupperinger i bydelen. Og især mener jeg at det er vigtigt, at vi forholder os til, om det
mentale tomrum Ungdomshuset efterlader partout
skal fyldes ud - eller om det måske kan blive siddende i Nørrebros identitet som en lille reminder om, at tolerance og mangfoldighed også har nogle grimme bagsider.
Men så meget for min skabsborgerlighed. Siden hér er jo et debatforum, og mine sidste ord bliver naturligvis:
Hvad mener du?_
